Grottor, Grodor, Gryende Röster

Opa besejrede Ahi

Råb i kvindetennis 

Tirsdag 25. januar 2011

/Skye

En fabelagtig tenniskamp – kvartfinalen i Australian Open - mellem den danske poptøs og den mandhaftige italienerinde – i hvert fald hvad angår gang, lyd og attituder på banen – godt at man lider af søvnløshed og har fundet de rigtige knapper til at følge med på skærmen.

… og så var det, som antydet af overskriften, en kamp, som var præget af de to spilleres karakteristiske udbrud, hver gang de slog til bolden. Det er længe siden, kvindetennis smed blufærdigheden overbord hvad angår støn, råb og spontane udbrud, og lydniveauet kan være MEGET højt - formentligt også som del af kampen om det psykiske overtag - og spændet i udtryk er stort.
Videoen nedenfor præsenterer de ti mest støjende kvinder i toptennis:

Der har været en del debat om rimeligheden af de meget høje udbrud, så man har foretaget målinger af mange af aktørerne på topniveau, her er et par eksempler. Kim Clijsters er blevet målt til omkring 75dB (decibel) og Victoria Azarenka til 83,5dB. Det er påfaldende, at de færreste af stjernerne udstøder disse råb og hyl under træning, og en del af baggrunden er givetvis at distrahere modstanderen og camouflere de lyde fra bolden, som modstanderen naturligvis også orienterer sig efter. Vedvarende belastning i området 80-90dB kan medføre høreskader. Se i øvrigt denne artikel fra videnskab.dk som bl.a. henviser til Scientific American.

Caroline Wozniackis relativt neddæmpede OPA! matcher meget godt hendes teenager-femininitet. Man skal dog ikke tage fejl af hende, for hun er sej og stærk, hvad angår såvel teknik, krop og psyke.

Med Francesca Schiavone er vi ovre i noget som man – jeg – lige skal vænne sig til, men publikum har overgivet sig, og jeg må indrømme, at når stilen lægges for dagen i en kamp som i nat, er jeg villig til at gå ret langt. Men kønt er det sandelig ikke! Schiavone er lidt gladiator-agtig og lader sig ikke slagte. Hun var i runden inden mødet med den danske blondine involveret i en rekordlang dyst over 4 timer og 44 minutter, inden hun havde nedkæmpet Kusnetsova i ottendedelsfinalen – en kamp, hvor tredje sæt strakte sig over mere end tre timer og afgørelsen faldt på Schiavones tredje matchbold, efter at hun havde overlevet hele seks af sin modstanders. Der var en del spekulationer om hun overhovedet kunne have mere at give af i kvartfinalen efter et usædvanligt hårdt kampprogram, men dem gjorde hun til skamme på bemærkelsesværdig vis.

På videoen er et eksempel, WTA-sæsonfinalen 2010 i Doha, altså relativt frisk, så udråbene minder meget om det, man fik at høre i nat. Ved lidt surf på YouTube bliver det dog klart, at Schiavones kraftråb har ændret sig en del gennem årene: hvor det nu er et tydeligt og fokuseret AHI, har det tidligere været noget, der mere mindede om AHØ eller AHE. Jeg havde indtil i nat ikke set hende i aktion tidligere, så det gjorde et vist indtryk, samtidig med det lidt pudsige i et kampråb, som i udtryk nærmer sig et nys – dog vel at mærke ikke et nys fra en kvinde af hendes klejne fremtoning. Men AHI kan altså - i hvert fald i hendes mund - få en karakter af noget både kraftfuldt og fokuseret, og som kampen skred frem – som man siger i sportsverdenen - syntes det mere og mere i overensstemmelse med hendes væsen og stil banen. Om den orale udfoldelse affødte nydelse eller ej: det bidrog til effekten, og hun er godt nok effektiv!

OPA har jeg mest hørt i sammenhænge, hvor det indikerer noget i retning af hovsa! Min russiske translatør-veninde mener, det er typisk polsk. Caroline kaldes internationalt Miss Sunshine og der er ikke mange skarpe kanter på hverken krop eller sind som sådan, men for pokker hvor kan hun kværne tennis, og hvor er hun stærk, ikke mindst psykisk! På en nat som den just forgangne viste hun også blændende tennis – spil som der absolut ikke er noget hovsa over, så jeg vil overveje at stille mig til rådighed med henblik på at udvikle det til et mere adækvat kraftudbrud, så vi ikke hænger fast i 'Oh, mein Papa'! Men igen: på en nat som i nat er man villig til at strække sig et stykke, og så længe hun spiller sådan, kan jeg leve med neon-negle, 'charms' om håndleddet og sågar OPA! Caroline er også effektiv, omend på en lidt anden måde, og hun vandt altså!!

Jeg blev grebet af AHI og OPA, fordi der udfra en lidt forenklet betragtning er tale om kardinalvokaler, som optræder i de allerfleste sprog, lidt ligesom rød, gul og blå i forenklet betragtning er pigment-grundfarver.

IPA-diagrammet viser vokallydenes placering i mundhulen og graden af åbning.

Selv fra teknisk orienterede lydfolk: akustikere og lydingeniører vil man kunne høre nærmest poetiske udsagn som "I skaber retning, O skaber rum", det fangede jeg i hvert fald fra en tv-udsendelse om planlægningen af DRs nye koncertsal.... og man kunne måske tilføje, at A skaber centrering (eller ret beset [ɑ], bagtunge-a, som i ara-papegøje). På hobbyplan har jeg udført forsøg med et trecifret antal sangere, for at undersøge, hvordan resonansen fordeler sig i kroppen ved sang af forskellige vokallyde, og resultaterne er, selv uden brug af tekniske hjælpemidler, ikke noget man behøver at være i tvivl om. [ɑ] resonerer - stort set uafhængigt af toneleje - mest i brystområdet og ved afsyngning af I går resonansen til isse og bihuler.

... og der er mere i de elementære vokallyde:

Jeg faldt over et såkaldt abstract - et tekstsammendrag - fra en international stemmekonference, hvor man på videnskabelig basis havde prøvet at gøre rede for hvilke følelsesmæssige kvaliteter, der kunne udtrykkes med vokallyde alene. Se mere her! Konklusionen kan kort sammenfattes til:

”Vokallyd [a:] var bedst egnet til at udtrykke ømhed, [i:] glæde og [u:] tristesse eller en neutral tilstand. Vrede kom godt til udtryk gennem alle de tre vokallyde.”

Nu har jeg en mistanke om, at det er følelsesudtryk i en lidt anden boldgade end tristesse og ømhed, tennispigerne prøver at udtrykke, men vil alligevel med et væld af forbehold forsigtigt spekulere i, hvilke elementære ladninger, vi har med at gøre i kraftord som AHI og OPA.

AHI: Bryst-resonans via aspirant (hals/luft) til fokuseret skarphed og retning.

OPA: Rund, rummelig via bilabial plosiv (læber, eksplosiv ansats) til centrering.

Jeg tror næppe, man med få ord kan karakterisere nattens to kombattanters tilgang til spillet mere præcist!!

Man kan mene, at kvindelig kraftudfoldelse slet ikke er rigtig kvindelig, men så risikerer man efterhånden meget nemt at blive kaldt gammeldags. En af grundene til, at polemikken omkring kraftråbene har været så stor, er, at de ofte kan minde om de lyde, der følger med udfoldelse af de primære kræfter på en bane som er noget mindre, noget blødere men ellers ofte i samme proportioner som tennisbanen... six-love! Jeg vil ikke kalde mig selv for ekspert i orgastiske primalskrig, men har i årenes løb bl.a. fået udvidet og uddybet mine referencer, når det gælder mulighederne for elementære vokallydes ladning og hvad man simpelthen må kalde kvindekraft, hvor det ikke rigtig er til nogen nytte med fine æstetiske fornemmelser. Det er jeg taknemmelig for. Men jeg bliver ikke opstemt på den måde af at se tennis - ofte snarere lidt blufærdig på kvindernes vegne. Om det så er mig der er gammeldags eller rammerne for udfoldelse, der har fået lov at sprænge rigeligt med grænser, er så det kildne spørgsmål.

Som dessert serveres et rent servees - en af de absolutte hardhittere blandt de bedste tenniskvinder, når det gælder lydudfoldelse, russeren Azarenka, fra en kamp mod vores egen OPA, som til allersidst bliver inspireret til at bryde med sit lidt rutineprægede kraftråb i noget der kommer tæt på imitation... måske med en snert af parodi!? Der er tale om skrig fra to på hinanden følgende partier (et par minutters mellemrum) ved stillingerne hhv. 4-5 og 5-5.

Kommentarer modtages gerne om spontane udråbs effekt – også gerne pudsige historier fra eget liv!

Stemmens klang

- overtoner, vokaler, formanter og stemmetyper

/Skye

Klik her for større visning! 

Version med sort skrift på hvid baggrund. Udskriftegnet

Stemmeklang =

- andekald + blødt PVC-rør

- stemmelæber og ansatsrør

- harmonisk lydkilde og resonansrør

Den svenske stemmeforsker Johan Sundberg, som er en vigtig drivkraft bag World Voice Day, anskueliggør muntert og indsigtsfuld menneskets stemme som en kombination af stemmelæbernes og ansatsrørets akustiske egenskaber.

Stemmelæberne sammenligner han med et andekald, som jægere benytter til at lokke ænder til sig, og som er en simpel vibrerende membran meget lig mundstykket på et dybt rørbladsinstrument.

Ansatsrøret – de ca. 17 cm (mænd) hhv. 14 cm (kvinder) fra stemmelæber til læber – sammenligner han med et blødt PVC-rør, hvor man ved at klemme på det kan efterligne de muligheder for indsnævring og udvidelse, man har med tunge og svælg. Man kan dermed forme, farve og filtrere de lydbølger, som kommer fra stemmelæberne.

... og som musikinstrument betragtet er vores organ forbløffende; vi er blevet givet et væld af muligheder for variation med dette korte og undselige rør. Mange af disse muligheder beror naturligvis på kroppens lige så fleksible pumpeværk, som vi kun ser bort fra for at studere de dele, hvor lyden dannes og formes.

Når vi kalder stemmelæberne for en harmonisk lydkilde handler det om, at vibrationen er regelmæssig og frembringer overtoner. Overtonerne svinger med multipla af den frekvens stemmelæberne svinger med, altså 2, 3, 4, 5, … osv. gange så hurtigt.

Overtonerækken har sin egen musik, men hvordan den kommer til udtryk i menneskestemmen handler i høj grad om, hvordan stemmelæbernes toneleje og mønster passer med de resonansfrekvenser der præger ansatsrøret. Rørets stærkeste resonansfrekvenser kaldes formanter.

Som udgangspunkt vil vi kunne opleve en kombination af to sinustoner som en karakteristisk vokallyd, derfor fokuseres ofte mest på de to første formanter, f1 og f2, men ved flere formanter bliver det desto tydeligere. 

Formantfrekvenserne har primært med rørets længde at gøre og med graden af åbenhed. Den sidste faktor varierer for de forskellige vokallyde, som enten er:

- åbne eller lukkede – tungen sænkes eller løftes.

- har primær resonans enten tilbage eller fremme.

- udtales med rundede eller urundede læber.

Dermed også sagt, at man ikke kan isolere tonens frekvens (tidsaspektet) fra dens (bølge-) længde (rumaspektet). Resonansfrekvenserne spejler sig i åbne eller snævre rum.

Denne kombination af frekvenser med tilsvarende rum spejler sig i, hvad vi oplever som vokallyde.

De i diagrammet angivne vokallydes resonansfrekvenser er på basis af undersøgelser af dansk talesprog. Formanter i sang tilføjer andre nuancer til billedet og ved overtonesang slås formanterne sammen til én kraftig formant. Det har ikke umiddelbart været mig muligt at finde materiale, som tydeligt illustrerer dette.

Vi ved alle, men reflekterer sjældent over, at telefonens ventetone – som er en 'kønsløs' sinustone uden klang – kan udtrykkes med duuuut snarere en diiiit ellerdaaat, og når en bil hurtigt passerer os med et iiiaaaooowww er det udtryk for den samme mekanisme i vores indre, som omsætter frekvenser til oplevelsen af vokal kvalitet.

”Ved enkle sinustoner kan man iagttage en frekvensafhængig kvalitet:

Under 130 Hz som en stemt konsonant (m, n), fra ca. c' til c''''' som vokal (i rækkefølgen u, o, a, e, i), over 8.200 Hz som ustemt konsonant (f, s).”

Munksgaards Musikatlas

At de enkelte vokaler har nogle fastlagte næsten entydige resonansfrekvenser vil måske virke kontraintuitivt på mange, men angivelsen af vokallydenes mønster overfor et klaviatur er slet ikke spekulativt, hvis man holder sig for øje, at det anvendes som målestok for tonernes grundfrekvens.

Kombinationen af den harmoniske lydkilde, stemmelæberne (øverst) og ansatsrørets resonansfrekvenser (midt) resulterer i oplevelsen af klang, vokal lydkvalitet (nederst).

Uanset om der intoneres lavt (venstre, 100 Hz) eller højt (højre, 300 Hz), vil det resultere i et klangmønster , som vi vil opleve som én og samme vokallyd.

Det er et tænkt eksempel: Den viste kombination af F1 og F2 findes ikke i de mest anvendte vokallyde, som vi identificerer med lydtegn.

I øvrigt betyder det også, at man med øvelse vil kunne genkende samme mønster for fordelingen af resonansen i kroppen.

Uanset om man synger en åben AH-lyd [ɑ] i et højt eller dybt leje, vil de fleste hurtigt kunne føle sig frem til, at netop denne vokal giver mere resonans i brystet end fx O og I. Resonansen følger i det tilfælde ikke blot stemmelæbernes frekvens, men den klang, der skabes ud fra resonanserne i ansatsrøret.

Diagrammet beskriver i meget kondenseret form de fleste af disse sammenhænge, men man skal naturligvis holde sig for øje, at der netop er tale om et diagram og at der derfor forekommer en del generaliseringer. Det er fx et spørgsmål, om det er rimeligt at dele alle mennesker op i bare fire stemmetyper, og det er helt sikkert, at ikke alle spænder over netop to oktaver.

Det iriserende farvefelt angiver det område, som særligt præger stemmens klang, og hvor overtonesangere kan udskille enkelte deltoner, typisk mellem nr. 3 og 16, så de står selvstændigt frem i lydbilledet. Som det fremgår, har de høje kvindestemmer ikke adgang til til at udskille overtonerækkens højere deltoner, som for deres vedkommende overskrider de frekvenser, som man med stemmen tydeligt kan udskille. De højere overtoner findes dog også i de lyse stemmer, blot indfoldet i den almindelige klang.

Generelt kan man tale om en stemmekvalitet, som er afhængig af, hvor mættet den er med overtoner: Få overtoner i stemmelæbernes lydspektrum (under 9) vil give oplevelsen af en dump klang, mens et meget overtonerigt spektrum (over 14) omvendt vil kunne opleves som skingrende.

Den uofficielle verdensrekord for en tydeligt udskilt vokal overtone blev sat af mongolske Hosoo, som flere gange med sit ensemble har besøgt Danmark. Han tog afsæt fra tonen c' (enstreget c) på 256 Hz og fremhævede derfra deltone nr. 13, et g♯'''' på 3.322 Hz.

I Rundetaarn afholdes lørdag d. 12. april den danske version af Stemmens Dag. Her vil der være mulighed for at komme rundt om alle stemmens mange spændende muligheder.

Tarzanhylet

- patenteret oprindelighed i musikalsk fortolkning

/Skye

Tarzanhylet kendes af alle raske drenge og finder genklang i alle raske pigers indre organer.

... og så er det et indregistreret varemærke, patenteret, ophavsretbeskyttet,.. så var din mund, hvis der er advokater i nærheden!

Når man skal registrere et varemærke, kræver det en beskrivelse, så vi er i den heldige situation, at vi kan give den musikalske opskrift på et rigtigt Tarzan-hyl, som vitterlig - på trods af mange divergerende myter - blev frembragt af Johnny Weissmuller (1904-84), den første og 'rigtige' Tarzan, i filmen Tarzan - The Ape Man i 1932. Efterfølgende blev det brugt i samtlige Tarzan-film, uanset hvilken skuespiller, som spillede Tarzan. Weissmuller baserede sit hyl på lyde fra sin barndoms lege, og da han er etnisk tysker, født i det østrig-ungarske kejserrige, har han naturligvis haft rig mulighed for at opleve jodlen.

I Edgar Rice Burroughs bøger er hylet beskrevet som 'hanabens sejrsskrig', som Tarzan udstøder første gang, da han i tvekamp dræber Kerchak, lederen af den gruppe aber, som har dræbt hans forældre.

Varemærket er et hyl bestående af omkring ti lyde som veksler mellem bryst-og falsetregister som følger:

1. En halvlang lyd i brystregister
2. En kort lyd, en duodecim (oktav + kvint) over den forudgående lyd
3. En kort lyd, en stor terts nedad fra den forudgående lyd
4. En kort lyd, en stor terts opad fra forudgående lyd
5. En lang lyd, en stor decim (oktav + stor terts) nedad fra forudgående lyd
6. En kort lyd, en oktav opad fra forudgående lyd
7. En kort lyd, en stor terts opad fra forudgående lyd
8. En kort lyd, en stor terts nedad fra forudgående lyd
9. En kort lyd, en stor terts opad fra forudgående lyd
10. En lang lyd, en duodecim nedad fra forudgående lyd.

Tarzan-partituret stammer fra Wikipedias opslag, hvorfra disse informationer er hentet og oversat.

Det stemmer ikke helt overens med varemærkebeskrivelsen: det består kun af ni toner, triol-intervallerne er her undecimer (oktav+kvart) og den lange midtertone en decim under den forudgående. Der findes også en hjemmeside viet til Tarzanhylet.

Fra en musikalsk betragtning er det naturligvis interessant med jodlen i junglen - hvor man altså ikke bare kan svinge fra gren til gren men også fra register til register. Ved den slags musikalske råb er det næsten altid de helt primære musikalske spring, som træder frem, således også her.

Oktaven er frekvensproportionen 1:2, duodecimen 1:3, den store decim 2:5, den store terts 4:5 - altså helt elementære intervaller fra naturtonerækken.

Nedenfor er Tarzan-hylet illustreret med et skærmbillede fra Overtone Analyzer (www.sygyt.com). Det bemærkelsesværdige er vel især, at de jodlende spring foregår så hurtigt, at de næsten unddrager sig en klar analyse. Klik på billedet for større version!

Tidstavle - stemmen i sproget

Artikelhenvisninger fra facebook

Nordiske råb

- Ronja og Emil

/Skye

Hvor artiklen om Tarzanhylet vel kan betegnes som en sang fra de varme lande, omend isprængt jodlen fra alpeområdet, så er det tid til at gribe fat i egne rødder og bevæge sig en smule højere mod nord. Selv er jeg opvokset i en ret kaotisk og højrøstet familie uden megen sans for det kontemplative, så heldigvis har der været lise at finde i en fredelig natur. Den findes noget mere manifest i Sverige, hvor man i skovområder nærmest kan skære i stilhedens massive nærvær, hvor man kan bevæge sig ind i den, lade sig omslutte aldeles... og eventuelt blive klar over, at stilheden undertiden kalder på modspil, at vi giver os til kende som de støjende væsener, vi også er!

Det nytter at råbe i skoven, men hvis du vil have svar, må du også lytte!

Hvis det er sandt, at man kan hvile på laurbær, når min ringe hyldest til Astrid Lindgren næppe frem, for hun har - aldeles fortjent - høstet så mange, at hendes hvile må være dyb. Ikke desto mindre vil jeg oplade min sprukne røst og synge med i koret til lovprisning af denne Nordens stemme, der lader de sprælske og støjende udtryk finde plads i rammer, som skaber eventyr.

I denne sammenhæng skal vi lytte til Ronja og Emil (eller rettere: hans far, Anton), og det er i filmudgaverne, som, ligesom de øvrige Lindgren-filmatiseringer, er bemærkelsesværdigt vellykkede. Ronja Røverdatter er instrueret af Tage Danielsson (Hasse og Tage):

"‘Bli inte rädd Birk’, sa Ronja. ’Nu kommer mitt vårskrik!’ Och hon skrek, gällt som en fågel, ett jubelskrik så att det hördes långt bort i skogen." (Fra bogen Ronja Röverdotter, Astrid Lindgren, 1981).

Håll för öronen, för nu kommer mitt vårskrik, 

AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAH!!!

(Ronja i filmen)

Når Ronja Røverdatter udstøder sit vårskrik (på svensk har 'skrik' en grad af betydningsforskel fra det danske 'skrig', hvor sidsnævnte er mere desperat og skingert ladet), er der, så vidt jeg husker, to perspektiver i det:

• En indre trang: hun bare må lade det komme ud, hun kan ikke holde det i sig længere
• At hjælpe foråret i naturen på vej – ikke bare være tilskuer, men aktiv deltager.

Ronjas vårskrik føjer sig nydeligt ind i nordiske sangtraditioner, som de kendes i bla. sæterkulturen i midtsverige. Læs mere om dette i artiklen Nordisk sang. Og hele vejen gennem filmens lydspor, som Björn Isfält har skabt med mesterlig sans, synges der uden sordin, af karsken bælg.

Emil fra Lønneberg:

Noget af det fascinerende ved det brølende raseri, Emils far udstøder, når knægten har begået endnu en skarnsstreg, er den imponerende glidende opgang, som spænder over to oktaver og en kvint, som det vil fremgå af den spektrografiske analyse af råbet.

Skærmbillede fra programmet Overtone Analyzer (www.sygyt.com)

Lyden, som analyseres, er Antons raseriudbrud over Emil. 

Klik på billedet for større version!

Den øverste bjælke viser signalets volumen, og der fyldes godt ud til kanten. Råbets klangfarve kan ses i sammensætningen af overtoner i det store sorte felt. Den nederste opadgående lysbræmme er primærtonen, og de ovenfor, parallelt løbende er de medsvingende overtoner.

Efter den lange glidende opgang fra omkring A ('store a'=110 Hz) til e'' ('tostreget e') på E-e-e, går han en tone ned til omkring d'' på -m-i-i-i-l. Derpå endnu en opgang på E-e-e-, nu hurtigere, som slutter på -m-i-i-i-l en tone dybere end før, c''.

Glid (glissando) bruger vi i vestlig musik næsten kun i opvarmningsøvelser, og så når der yderst opfindsomt synges skå-å-å-l (oktav-glid opad) og skå-å-å-l (oktav-glid nedad) – faktisk en meget meningsfuld sangøvelse, som kan udvides og i øvrigt berige vores noget node-punkt-fikserede musikforståelse. Mere herom ved en senere lejlighed.

Til slut teksten til sangen om værkstedet, hvor Emil snittede sine træmænd. Tekst af Astrid Lindgren, musik af Georg Riegel.

Hvem forklarer i øvrigt det mysteriøse forhold, at næsten alle personnavne i den fortælling er tostavelses:

Emil, Ida, Alma, Anton, Alfred, Lina (Line), Lukas, Krösa-Maja (Tyttebær-Maja)?

Emil! EMIL!

Du käre lille snickerbo'

här kommer jag igen.

Nu är det bråttom, kan du tro,

nu är det klippt igen.

Snickerboa hopp fallera

snickerboa hopp fallerej

är bra att ha hopp fallera

för stackars meg -

hopp fallerej

Till snickerboa ränner jag,

när det är nåt jag gjort.

Men far min löper också bra

fast inte lika fort.

Snickerboa hopp fallera osv.

Det får bli slut med mine hyss

har far min sagt i från.

Jag gjorde ett alldeles nyss

som visst tog knäcken på'n.

Snickerboa hopp fallera osv.

Du käre lille snickerbo'

vad jag är glad åt dej !

Nu sitter jag i lugn å ro

å bare viler mej.

Snickerboa hopp fallera

snickerboa hopp fallerej

är bra att ha hopp fallera

För stakkars mej

Hopp fallerej